mandag den 1. februar 2016

BØSSER, BUMSER OG BESKIDTE SOKKER



Min gode ven Mark Liebst, har skrevet en fucking sej bog om at være i puberteten og falde udenfor normen - Nikolaj: Bøsser, bumser og beskidte sokker handler om 15-årige Nikolaj, der går i 9. klasse og er homoseksuel, men ikke er sprunget ud endnu. Han er drønforelsket i klassekammeraten Jannik, og da deres klasselærer sætter dem i samme gruppe til projektugen, der skal handle om tabu-belagte emner, begynder tingene at ændre sig for Nikolaj.

Det er en pubertetsbog i samme kategori som der findes utallige af til unge piger, men kun ganske få af til unge drenge og endnu færre til homoseksuelle, unge drenge. Nikolaj er en meget levende hovedperson, som er nem at relatere til og det er tydeligt at bogens eneste formål ikke er, at formidle den ulykkelige kærlighed til Jannik, men også at beskrive nogle af de ting en teenagedreng må tumle med - onani, bumser, stemmen der går i overgang og skyld og skam, som nogle af dem. Især den skyldfølelse som Nikolaj får cirka hver gang han har onaneret synes jeg det var fedt, at der blev gjort plads til, ligesom jeg i høj grad nød at læse om de kvaler, man kan have med at intimbarbering, når man er 15 og har købt en trimmer med de penge man har tjent på sin avisrute.
"Han løfter op i dilleren, og begynder at barbere skaftet og testiklerne. Det har krævet træning, men det har virkelig hjulpet på det, efter han overhørte nogle af sine klassekammerater fortælle i omklædningsrummet, at de altid barberede sig i badet."
Meget modent, Ida...

Bogen henvender sig til unge i samme aldergruppe som Nikolaj eller yngre, hvilket er meget understreget af et ungdommeligt og og uhøjtideligt sprog, hvor der ikke er skruet ned for noget af det, der kan fare gennem hovedet på en 15-årig. Den er let sat op med god luft mellem afsnittene og helt fantastiske kapiteloverskrifter i samme stil som titlen på forsiden, hvilket jeg synes er utrolig gennemført! Forfatteren har selv lavet illustrationer til udvalge scener, som man kan fange på bogens sidste sider, og de er bare så fine.

Jeg kunne godt lide Nikolaj: Bøsser, bumser og beskidte sokker, fordi den er ærlig, uartig og humoristisk, og fordi dens historie er utrolig relevant for så mange teenagere derude, om de så er homoseksuelle eller ej.


Følg Nikolajs rejse på Facebook
Følg Mark Liebst på Instagram

1 kommentar:

  1. Det lyder som en virkelig fantastisk og vigtig bog! :) Hvor er det godt, der også bliver skrevet nogle af den slags bøger!

    SvarSlet