mandag den 14. november 2016

3 typer på Bogforum, der skal have slag med en våd udgave af Texas Longhorn

Jeg brugte min weekend på BogForum og selvfølgelig var det super fedt, men det skriver alle andre jo om, så lad mig endelig være den, der lukker sur ud - det er min yndlingsbeskæftigelse.


3 typer på BogForum, der skal have slag med en våd udgave af Texas Longhorn.
I prioriteret rækkefølge fra værst til ALLER værst:

3. Dem der stopper op midt i det hele og snakker.
Obviously. Dem kender vi alle sammen. Dem man uforvarende kommer til at gå ind i eller skubbe til, fordi man for fanden ikke kunne regne ud at de ville stoppe lige der. Men der var jo nogen de kendte. Så kan man pænt blive stående og være med på en lytter, når de taler om deres bridgeklub, forældremøder eller fucking NV aflevering, indtil en ny åbning viser sig, og kan man tage fem små skridt, før det samme lort sker igen.

2. Dem der springer over i køen.
Der var en ældre dame der skamløst sprang mig over i køen til Jens Blendstrups signering. Som jeg vel at mærke stod aller forrest i. Jeg er heldigvis kun voldeligt anlagt på indersiden, men der slår Slagterkoner og Bagerenker denundenlynermig også hårdt.


De to ovennævnte gælder naturligvis ikke kun på BogForum. Det er generelt rædselsfuld opførsel.

Den sidste har jeg til gengæld kun oplevet til BogForum, og den kvalificerer til nogle seriøse hug med tunge bøger eller våde bogmagasiner eller hvad pokker man nu lige har ved hånden ude i Bella Centeret.

1. Dem der bliver siddende på sin plads, selvom de ikke har planer om at se det næste arrangement, blot for at rejse sig fem minutter før, når man selv har fundet en plads på en række længere nede.
Må jeres røv klø og jeres arme være for korte, så I heller aldrig nogensinde kan nå småkagerne igen, fucking narhoveder.
Har du set et arrangement, der var godt og som fortjener diskussion med dine ledsagere? Pisse fedt! Flyt din røv og gør det andet sted, så næste hold kan komme til!

Har jeg glemt nogen på listen?

søndag den 31. juli 2016

STOP DIG SELV, TOBIAS



Stop dig selv, Tobias er en pubertetsbog for unge drenge, der er begyndt at få sin mærkværdige voksenhårvækst og ikke mindst: rasende, tarvelige hormoner. Den er skrevet af Mark Liebst (Nikolaj: Bøsser, bumser og beskidte sokker), der balancerer elegant på kanten af, at have specialiseret sig i at gøre det både uartigt, pinligt og morsomt, og denne gang rammer han også plet.

Hvorfor synes jeg den var så sjov, når jeg nu ikke er en dreng i puberteten? Jo, jeg ønsker mig da en diller til hver eneste Roskilde Festival, så min urinering i hegnet ville foregå mere smooth, men for dyvlan, hvor er jeg glad for ikke at være vokset op med en. Efter at have tilbragt lidt tid i Tobias' sorte bog, har jeg nemlig lært at de er jævnt besværlige. Jeg er også blevet indviget i, hvor hårdt det er at være drønforelsket i Malene fra klassen, når man hele tiden træder i spinaten og at det ikke altid kan betale sig, at være en hverdagshelt.

Bogen er skrevet som Tobias' dagbog - et sted, hvor han kan komme af med alle de pinligheder, han hele tiden udsættes for, så de forsvinder. Sproget er uformelt og ungdommeligt, og den er skide sjov. Jeg kom til at fnise ned i min kaffe allerede på de første sider, og stoppede ikke som jeg kom længere ind i handlingen, hvor det faktisk bare blev mere og mere tåkrummende pinligt, nærmest karikeret, men alligevel relaterbart for alle, der kan huske sin svære pubertetstid eller de stakler, der stadig sidder i den. Og derfor fniser man.

"Hvis du spiser bussemænd, men aldrig er blevet opdaget er du vildt heldig. Heldigere end du fortjener at være!"

Stop dig selv, Tobias er første bind i en serie målrettet til unge drenge, og jeg glæder mig rigtig meget til at læse bind to.


Følg Mark Liebst på Facebook

lørdag den 28. maj 2016

BIBY 2016

Udover at snakke om glæder og udfordringer i boghandlerne har ICYB også til opgave at vælge en BIBY hvert år. Kan det fornemmes at ICYB er rigtigt glade for at forkorte ting, når det bare hedder BIBY og jeg måtte spørge en af de andre YoBo'er (young bookseller - YoBo!) om hvad det nu liiiige er det står for?

Booksellers International Book of the Year (BIBY) vælges blandt de bøger som deltagerne i ICYB har medbragt til konferencen og nomineret til prisen med en kort begrundelse. Man vælger en bog man har læst, og været glad for, og det eneste krav er vist, at bogen ikke skal have vundet prisen før, og så er det naturligvis en fordel, at den er oversat til engelsk. Blandt tidligere vinder kan Bogtyven og The Rosie Project nævnes, og i år var det den bog jeg havde taget med, der fik flest stemmer fra de andre boghandlere!

GEORGE vandt BIBY 2016 med syv stemmer fra de andre boghandlere. Jeg tog den med velvidende, at emnet måske ikke var lige appellerende til alle, og derfor er jeg bare endnu gladere for at den vandt! Min korte tale lød nogenlunde således:

"George is a childrens book with a transgender narrator and it is both a fantastic and an important read."



De andre nominerede til BIBY 2016 var:

Jalga 94 (lettisk titel) - Janis Jonevs
Alt det lys vi ikke ser - Anthony Doerr
Snowflakes Summer - Barbara Schinko
Den hengivne Hr. X - Keigo Higashino
Khomeini, Sade and I - Anbousse Shalmani
The Spinning Heart - Donal Ryan
The versions of us - Laura Barnett
Une Forêt Profonde et Bleu (fransk titel) - Marc Graciano
The secret of the lost jewel - Geronimo Stilton
Diary of a Wimpy Kid 10 - Jeff Kinney
En mand der hedder Ove - Fredrik Backman
Hecto Veut Changer de Vie (fransk ....?) - Francois Lelord
Unorthodox - Deborah Feldman

onsdag den 25. maj 2016

ICYB I PRAG



Jeg er rejst til Prag i denne uge for at deltage i ICYB! Hvad fanden er ICYB tænker du, medmindre du er en af de søde, SØDE mennesker der også har liket min Facebookside (sikke et elegant hint, Ida - jo, tak skal du have!) og derfra måske har fået en løs idé om det.
ICYB står for International Congress for Young Booksellers og løber af stablen hvert år i starten af foråret i forskellige europæiske byer. Sidst jeg var med var i 2014, hvor det blev afholdt i Riga, og i år er det altså Prag der nogle fremragende værter for denne meget brogede flok af boghandlere fra hele Europa. Vi har folk fra Letland, Tyskland, Belgien, England, Frankrig, Tjekkiet, Østrig og Danmark repræsenteret og formålet er kort fortalt at dele erfaringer fra branchen på tværs af landegrænserne. Det er også super socialt og noget man får nogle gevaldige tømmermænd af, men det er altså først og fremmest noget vi tager til for at lære nye ting. Naturligvis.

Det er min første gang i Prag og hvad jeg kan sige er:

Her er enormt
Her er sindssygt bakket og jeg har ondt i benene
Vejret er gråt
Arkitekturen er FANTASTISK
Det er priserne også, især på øl og smøger



Jeg håber I nyder jeres solskin i Danmark.

torsdag den 12. maj 2016

JEG FUCKING ELSKER MALEBØGER!!


Jeg er faldet pladask med hovedet først i den 'nye' malebogstrend. Mindful maling. Det var ikke til at vide, da jeg købte materialer til en enkelt aftens hygge, at det skulle gå hen at blive så vanedannende, at jeg frygter at blive helt asocial, fordi jeg for fanden bare skal hjem og male indenfor stregerne. Nu. Hele tiden. Det er for fedt, jeg er virkelig vild med den overraskende afslappende effekt det har, at man ikke skal koncentrere sig om andet end at tegne indenfor nævnte streger. Plus det har den fordel, at jeg rent faktisk kan koncentrere mig om at lytte, når jeg tegner/maler, så med selskab af min Bollywood malebog, er jeg faktisk kommet rigtig langt i den tredje Game of Thrones lydbog nu, og har allerede helt optimistisk købt den fjerde, så jeg ikke går hen og løber tør.

Det er også en hobby jeg nyder sammen med Michella Frøsnapper fra Sort Tale. Vi er nået halvvejs i Harry Potter and The Prisoner of Azkaban (oplæst af Stephen Fry, hjertehjertehjerte), og har stor glæde af at slå vores materialer sammen, så vi har alle de farver hjertet begærer til at farve mønstre med. Hvis du ikke allerede er sprunget med på bussen, så er det bare med at komme i gang. Det er alt for godt.

De billeder jeg har farvelagt nedenfor er fra Bollywood Stress af-Maleblok, der udgives af Legind. Jeg vil anbefale dem meget varmt, fordi det er nemt at rive tegningerne ud, så man ikke er tvunget til at sidde med hele bogen. Jeg farvelægger med fineliner tusser fra Stabilo og Staedtler, penselstusser fra Penol og almindelige tusser fra Faber Castells røde børneserie.


søndag den 8. maj 2016

GAME OF THRONES - THE HALL OF FACES

Lige nu og til og med tirsdag er udstillingen Hall of Faces gratis tilgængelig i Øksnehallen på Halmtorvet, og det kunne jeg fandme ikke gå glip af, så jeg gik (hele vejen i strålende, lækkert solskin) derind med min supernørdede kæreste under armen. Det var fedt! Bare dekorationerne udenfor gav et sug i maven, og indenfor var stemningen komplet med musik, dæmpet belysning og kæmpebannere med forskellige Game of Thrones facts udover selvfølgelig hele den væg, der rummede Hall of Faces, og hvor man kunne få sit eget ansigt op blandt castet. De havde også Jerntronen at blive fotograferet sammen med, til dem der gad at stå i kø for sådan et billede og Needle, til dem der gad at stå i kø for sådan et billede. Det gad vi ikke rigtigt ... så vi nøjedes med at kigge, og få et lille sneakpeak på mandagens episode i flammerne i det lille bitte rum, man måtte gå ind i, hvis man pænt afleverede sin mobiltelefon i kassen udenfor.

Udstillingen rummede ikke helt vildt meget, men det var gratis og det var fedt at være derinde, så jeg vil helt sikkert anbefale enhver Game of Thrones entusiast til at kigge forbi. Man får også en gratis ballon.


lørdag den 23. april 2016

DEWEYS READ-A-THON

Det er igen blevet tid til at dedikere 24 timer af weekenden til ren og skær læsning, og for fanden det glæder jeg mig bare til. Jeg er hos min søde kæreste, og når jeg læser amok er hun underholdt med en stor, kedelig eksamen, vi har købt snacks til hele natten og det bliver bare skønt (i hvert fald for mig ...)

Jeg har færre bøger på programmet end sædvanligt, men en af dem er til gengæld også markant større end hvad jeg plejer at gabe over. Jeg håber på at læse Mysteriernes Allé af John Irving færdig, men udover den har jeg også Simon vs. the homo sapiens agenda, som jeg også allerede er i gang med, og Laterna Vagina at muntre mig med i løbet af natten. Jeg plejer at læse noget af Erlend Loe til read-a-thon, men måtte erfare at der ikke er mere på min reol jeg ikke har læst, så nu prøver jeg med Blendstrups skæve syn på livet i stedet.

Planen er at opdatere lidt på det her blogindlæg, men hvis jeg ikke magter at række ud efter computeren, som tidligere read-a-thon erfaringer siger jeg ikke gør, vil jeg opdatere begivenhederne på min Instagram (@frosttriumf) og Facebook.


RIGTIG GOD LÆSELYST BLOGLAND!


18.44
Jeg oplever at blive mildt distraheret af ... ja, okay. Alt.

- Nææææh, er det en lakrids? TIL MIG?
- "Hvad sukker du for?" (kæreste Kat hiver sig i håret ved skrivebordet)
- Orv, nu er det også længe siden jeg har tjekket Facebook
- Og Instagram
- Og Twitter
- Og min mail
- Jeg skal også lige finde et andet stykke musik at høre
- Hvor nåede jeg til på siden?
- Kaffe! Det er længe siden jeg har drukket kaffe
- Ej, jeg skal da også lige opdatere bloggen!


Såeh. Jeg har læst 74 sider i Mysteriernes Allé!

21.18
Jeg er nu så distraheret at jeg har hevet Kat med i faldet, og vi stiller vores Harry Lloyd cravings med Closer to the moon i stedet for at fokusere på dagens opgaver. Som er henholdsvis pisse vigtig eksamen og færdiglæsning af herre god bog.




23.47


Nu er jeg træt.


01.25
Jeg sover ikke!! Status er at jeg har læst pinligt lidt, men jeg har til gengæld været dygtig til at tjekke, at min inbox stadig er tom.
Currently reading: Simon vs. the homo sapiens agenda.

03.47
Still going kinda strong!
Simon vs. the homo sapiens agenda er PISSE god. Jeg har ikke rigtigt lyst til at slippe den. Så jeg tager masser rygepauser og abstraherer fra at ALLE ANDRE SOVER!

08.33
Jeg faldt i søvn.
Jeg faldt kraftstejlermig i søvn.
Min krop har forrådt mig.

Samler bogen op fra gulvet og sætter mig op igen! Tid til at læse de fem sidste sider i Homo sapiens.

12.43



Kat har lavet morgenmad, og jeg er begyndt at miste håbet for at nå de 500 siders totallæsning i denne omgang. Jeg har læst Simon vs. the homo sapiens agenda færdig, og den var virkelig god. Så mange Harry Potter referencer! Nu er jeg tilbage med Irving og har droppet at få tid til Blendstrup. Det var ellers en god tanke med en novelle hist og her, men så skulle jeg have læst mere koncentreret.
Holder mig i live på kaffe og oreos.

17.29
Klokken 13.45 færdiggjorde jeg det kapitel jeg var i gang med og gik ud som et lys. Jeg har læst omkring 450-500 sider, og det er jeg egentlig ret godt tilfreds med - jeg har også spist skide mange snacks og haft fornøjelsen af at blive sovet på under det meste af forløbet, så faktisk ingen klager herfra.

Jeg glæder mig allerede for vilderen til vi samler overtrætheden op igen til oktober!